Love, regler og præciseringer
Hvornår er en bygning undtaget krav om energimærkning?
Grundlaget for bygninger der er undtaget krav om energimærkning, er §3-5 i "Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger".
Under §5, pkt. 5 står der følgende:
"Bygning, hvor det ikke er muligt at udføre en retvisende energimæssig beregning på grund af væsentlige mangler i bygningens varmeanlæg eller klimaskærm."
Mangler i klimaskærmen kan eksempelvis være:
- Der mangler døre eller vinduer
- Der er huller i taget
- Terrændækket/gulv mangler
Mangler i varmeanlægget kan være:
- Manglende opvarmningskilde
- Manglende radiatorer/varmegivere
Vi anbefaler at energikonsulenten fotodokumenterer forholdet, og eventuel får officiel dokumentation for beslutningen, som grundlag for sagens afgørelse.
Manglende radiatorer - helt eller delvist
Hvis man kommer ud for at der er rum der mangler varmekilde, skal dette benævnes, men i øvrigt følge reglerne i HB2023 kap. 4.4.3.1, stk. 5.
Er der ingen radiatoranlæg eller hvis dette er blevet frakoblet varmekilden ved at de primære rør er blevet skåret over, kan man ikke udarbejdet er korrekt energimærke, da det vil falde ind under væsentlig mangel i bygningens varmeanlæg. Bygningen vil dermed kunne fritages for energimærkning.
Manglende kedel
Man kan komme ud for at der i et hus har været monteret et oliefyr eller et gasfyr, men af ukendte årsager er fyret blevet demonteret. Der er flere forhold, der kan gøre sig gældende:
Intet fyr eller ovn
Hvis der ikke er nogen form for fyr eller ovn så kan bygningen undtages kravet om energimærkning. Årsagen til dette er, at det betragtes som en væsentlig fejl i bygningens varmeanlæg.
Intet fyr, men der er monteret en ovn
For de tilfælde hvor et fyr er demonteret, men der er monteret en ovn (brændeovn, masseovn eller lignende), falder registrering og energimærkning tilbage på reglerne for et hus med hhv. ovn som primær opvarmning eller som supplerende opvarmning (kap. 4.6.5 i "Håndbog for energikonsulenter").
Bygning hvor der aldrig er monteret varmeanlæg
For de tilfælde hvor man kommer ud for en bygning, som iht. BBR-anvendelse skal energimærkes, men der har aldrig været monteret varmeanlæg i bygningen, er bygningen undtaget krav om energimærkning.
Dette på baggrund af BEK 549 §1, stk. 2 hvor der står:
Alle bygninger, hvor der anvendes energi til regulering af indeklimaet, skal energimærkes efter reglerne i §§ 16-18, medmindre de er undtaget efter §§ 3-5.
Da der ikke anvendes energi til regulering af indeklimaet er bygningen altså undtaget reglerne om energimærkning.
Din faglige vurdering
Det er altid din faglige vurdering som energikonsulent der ligger til grund for om en bygning er undtaget kravet om energimærkning eller om en bygning skal energimærkes. Men du har som energikonsulent ingen myndighed til at forfatte et dokument, der reelt fritager en bygning fra kravet om energimærkning. Skal en bygning undtages og derved kræver dokumentation, skal Energistyrelsen kontaktes herom.
Ved tvivlsspørgsmål i konkrete sager, anbefaler vi at man altid kontakter Energistyrelsen for en endelig, juridisk afklaring.
Fandt du ikke dit svar?
Så kontakt os på 7022 9310 eller support@nrgisystems.dk.